Logo
Trafiksikkerhedsplan
Forside

Du er her: Planportal Trafiksikkerhedsplan Forside Omkostninger ved ulykker

Omkostninger ved ulykker

Der findes forskellige opgørelser over omkostninger ved færdselsulykker.

Vejdirektoratet har i 2013 fået rådgivningsfirmaet cowi til at udarbejde rapporten "Offentlige udgifter ved trafikulykker". 

Rapporten viser, at på landsplan er 20-30.000 årlige personskader fra færdselsulykker med i skadestuernes opgørelser over patienter. Det er for flertallets vedkommende lettere skader, som koster samfundet få tusinde kroner, da de kan klares alene ved et besøg på skadestuen og evt. få dages sygefravær. De fleste af disse ulykker er ikke registreret af politiet.

For ca. 4.000 årlige personskader er omkostninger til sundhedsvæsenet højere end kr. 130.000, og heraf vil ca. 800 personer efterfølgende være afhængige af overførselindkomst, for nogle livet ud. Personerne kommer gennemsnitligt til skade som 33 årige, og de samfundsøkonomiske udgifter til overførselindkomster og pleje er opgjort til kr. 600.000 i en forsigtig gennemsnitlig livstidsudgift pr. politiregistreret personskade. Hertil kommer udgifter til øvrige ulykker, der ikke er registreret af politiet. 

Kommunerne finansierer en stor del af udgifterne til pleje, hjælpemidler og overførselsindkomster.

I analysen er ikke medregnet samfundsøkonomiske udgifter til det stående beredskab, herunder ambulancekørsel, politi, redning; ligesom rejsetidsforsinkelse for andre passagerer ikke er indregnet og heller ikke omkostninger for materielle skader. I analysen er heller ikke medregnet omkostninger til medicin, vedligeholdende træning, besøg hos egen læge og speciallæger, psykolog, fysioterapeut eller kiropraktor.

DTU Transport har i 2014 sammen med rådgivningsfirmaet cowi opgjort en personskade til kr. 4,2 mio. Beløbet indeholder velfærdstab, tabt skatteindtægt, udgifter til behandlinger, overførselsindkomst mv. 

Nyt projekt

Jammerbugt Kommune er sammen med Aalborg og Hjørring kommuner udtaget til at deltage i et projekt ved Aalborg Universitet, hvor en skabelon for udtræk og analyser for trafiksikkerhed, således at kommuner, kan anvende den eksisterende viden fra skadestuerne. Her sammenkøres eksisterende skadestuedata vedr. trafikulykker i Landspatientregistret med diagnoser, behandlinger og det offentliges omkostninger hertil samt de skadelidtes sygedagpengehistorik. Projektet kører i 2016-17.

Vi forventer dermed at få nogle mere præcise tal for kommunens omkostninger til trafikulykker, hvor kommunens borgere har været indblandet. 

trafikulykke