Logo
Trafiksikkerhedsplan
Projektkatalog

Du er her: Planportal Trafiksikkerhedsplan Projektkatalog Stitunnel Kattedamsvej, Aabybro

Stitunnel Kattedamsvej, Aabybro

I lokalplan 1.44 ”Boligområdet Aabybro Øst/Nord” §5 fremgår plan om stitunnel under Kattedamsvej fra stisystemet mellem Enebærvej/Skovparken og Revlingestien. Der indkom mange ønsker om at realisere etableringen af stitunnellen.

Siden lokalplanens vedtagelse er yderligere boligkvarterer udbygget nord for Kattedamsvej, hvor også Aaby Skoven er plantet. Banestien ligger syd for Kattedamsvej og folkeskolerne og friskolen har alle direkte adgang fra banestien.  

Stitunnellen vil flytte en stor del af krydsningsbehovet for bløde trafikanter fra krydset Kattedamsvej-Toftevej og andre steder over Kattedamsvej, hvor flere borgere har udtrykt utryghed for krydsning.

Kattedamsvej stitunnel

Projektforslag

Etablering af en cykelsti fra stisystemet ved Enebærvej nord for Kattedamsvej til Revlingestien syd for Kattedamsvej via en stitunnel under Kattedamsvej. En sådan stiforbindelse vil give god sammenhæng i stisystemet mellem boligområder, skoler og fritidsmål (skov og idrætshal). 

Busser opsamler og afsætter passagerer på Kattedamsvej udenfor byskiltet. Det anbefales, at etablere buslommer i begge vejsider for at skabe sikre forhold for buspassagerne, og for at busserne ikke blokerer for færdslen på Kattedamsvej. Der etableres gangsti, delvist med trapper, fra cykelstien til hver buslomme. I den sydlige buslomme opsættes busskur, og der etableres cykelparkering på cykelstien nær tunnellen til buspassagerer.

Anslået pris: kr. 4.600.000 

Alternativt kan en krydsningshelle etableres på Kattedamsvej.

Ulykker og utryghed

Der er ikke registreret ulykker med cyklister indblandet på Kattedamsvej fra krydset ved Knøsgårdsvej og ind til bymidten. 

Der er indkommet en del henvendelser med ønske om at forbedre krydsningsforholdene for bløde trafikanter, herunder især skolebørn, men også motionister m.fl. Mange udtrykker ønske om tunnel under Kattedamsvej.

Eksisterende forhold

Nord for Kattedamsvej vil stien få forbindelse til asfalteret cykelsti, der går direkte op til Thomasmindevej, med direkte forbindelse til Enebærvej og Skovparken.

Syd for Kattedamsvej går stien ind i boligområdet Revlingestien, og derfra er der småveje/stier, der fører til banestien.