Baggrund og metode

Baggrund

I 2020 udarbejdede Jammerbugt Kommune den del af DK2020-planen, der omhandler CO2-reduktion. Den del, der omhandler klimatilpasning, blev beskrevet i en "strategisk granskning", der beskrev, hvordan Jammerbugt Kommune efterfølgende ville arbejde med klimatilpasning i overensstemmelse med kravene til DK2020-planen. 

Den strategiske granskning for Jammerbugt Kommunes videre arbejde med klimatilpasning omfattede 3 dele: 

1. handleplan for klimatilpasning

2. udpegning af arealer i fare for oversvømmelse og erosion i Kommuneplan21

3. administrationsgrundlag for håndtering af vand i lokalplanlægning.

Punkt 2 og 3 blev implementeret i forbindelse med revision af Kommuneplanen i 2021. Med vedtagelse af denne klimatilpasningsplan indeholdende handlinger opfyldes punkt 1 ligeledes. 

Revision af klimatilpasningsplan

Som grundlag for udarbejdelse af en handlingsplan for klimatilpasning har det været nødvendigt at revidere kommunens klimatilpasningsplan fra 2014. Det skyldes, at kortlægningen af klimafarer er udvidet i forhold til 2014, da DK2020 stiller krav om analyse af flere klimafarer, og der desuden er kommet mere data for terrænnært grundvand. 

Værdikortlægningen er ligeledes opdateret i forhold til 2014 og baseret på en visuel kvalitativ metode med afsæt i Jammerbugt Kommunes omfattende arbejde med landskabskarakteranalyse. 

Læsevejledning

Klimatilpasningsplanen beskriver, hvordan Jammerbugt Kommune vil blive påvirket af klimaforandringer. 

Planen består af beskrivelse af de forventede klimaudfordringer i form af nedbør, tørke og hede, havvand og stormflod, vandløb, grundvand og erosion. 

Ud fra en analyse af udvalgte værdiers sårbarhed over for de forventede klimaudfordringer, er der udarbejdet en værdikortlægning. 

Som grundlag for værdikortlægningen er der udarbejdet Byrapporter for alle kloakerede byområder i Jammerbugt Kommune, Kystrapporter for alle kyststrækninger i kommunen og Områdebeskrivelser for kommunens 17 landskabskarakterområder. Områdebeskrivelserne opsummerer resultaterne af Byrapporter og Kystrapporter samt en visuel kvalitativ screening af sårbare værdier i kommunen. Områdebeskrivelser, Byrapporter og Kystrapporter ses i Bilag. 

På baggrund af værdikortlægningen er der opstillet målsætninger og milepæle samt en række handlinger på hhv. kort, mellemlang og lang sigt. 

Al geografisk information anvendt i Værdikortlægningen kan ses under Kort.