Cykelfaciliteter kan bestå af forskellige typer anlæg
- enkeltrettede cykelstier langs vejbanen (i by oftest adskilt fra kørebanen med fortovskant, og i åbent land adskilt ved en skillerabat)
- dobbeltrettet cykelsti ved siden af kørebanen
- cykelbane
- stier i eget tracé
- 2-1 vej (to minus en vej)
Cykelstierne kan være anlagt i asfalt eller have en stenmelsbelægning eller lignende. Asfalt giver umiddelbart den bedste cykelkomfort og er nem at vedligeholde. En stenmelsbelægning er billigere i anlæg, men kræver løbende vedligehold afhængig af brug. En stenmelsbelægning vil blive ujævn, hvis fx heste færdes på stien.
Stier kan skiltes som cykelstier eller som fællesstier for cyklende og gående. Eller som fællesstier også for ridende.
Ved valg af hvilken type cykelfaciliteter der vælges på en konkret lokalitet tages stilling til
- de fysiske forhold på stedet - hvad er der plads til - er der plads i vejudlægget, eller kan der eksproprieres uden større gene for vejens naboer
- hvordan er det vertikale profil (som har direkte indflydelse på cyklisternes hastighed)
- er der mange tilgrænsende veje og overkørsler fra private ejendomme - det er især uhensigtsmæssigt ved dobbeltrettede cykelstier
- trafikmængden på vejen og den målte hastighed
- potentielle brugere - om strækningen bliver en skolevej eller hvilken type brugere, der skønnes at ville anvende den forbedrede cykelfacilitet
- arten af de cykelfaciliteter, som en ny cykelforbindelse skaber sammenhæng med
Sammenhæng i stinettet har betydning for trygheden på cykelturen. Ligeledes skal færdsel via cykelstierne ikke udgøre en større omvej i forhold til hvor man er på vej hen. Cyklister er generelt meget uvillige til at acceptere omvejskørsel.
