Ved årets start udtrækkes en liste fra miljødatabasen, baseret på en udvælgelsesmodel lavet af Miljøstyrelsens, over hvilke virksomheder og landbrug som vi skal føre tilsyn med. Listen rummer de basistilsyn og prioriterede tilsyn for året som vi skal udføre.
Kommunen gennemfører regelmæssigt et basistilsyn – hvert 3. eller hvert 6. år, som fastsat i bekendtgørelsen.
Hvordan gennemføres et basistilsyn
Et tilsyn består af tre dele;
- Forberedelsen. Her varsles tilsynet, tidligere tilsynsrapporter gennemgås og der laves opfølgning på verserende sager på virksomheden/landbruget.
- Selve tilsynet består af gennemgang af miljøforholdene og kontrol af vilkår i godkendelser.
- Efterbehandling består af gennemgang af dokumentation, udarbejdelsen af tilsynsrapport og opfølgning på evt. indskærpelser, påbud og forbud.
Arbejdet med miljøtilsyn i Jammerbugt Kommune er systematiseret således, at der sikres en ensartet gennemførsel af tilsynene. Vi er optagede af, at tilsynsarbejdet er dialogbaseret. Vi har en myndighedsforpligtelse til at sikre, at virksomheder og landbrug overholder miljølovgivningen. Det bedste resultat opnås, hvis virksomhederne og landbrugene oplever tilsynet som en hjælp og vejledning i at overholde reglerne. Et godt miljøtilsyn handler ikke kun om kontrol, men i lige så høj grad om vejledning og forebyggelse. Virksomheder og landbrug får gennem dialogen i miljøtilsynet mulighed for at tilpasse produktion og praksis, inden der er tale om overtrædelse af love og regler.
Brugerbetaling
Størstedelen af de tilsyn der udføres, er omfattet af brugerbetaling. Det vil sige at virksomheden eller landbruget skal betale kommunen for den tid, der bliver brugt på forberedelse, gennemførsel og afrapportering af tilsynet, samt evt. opfølgning på håndhævelser. Frivillige foreninger mv. er fritaget for brugerbetaling.
Offentliggørelse af tilsyn
Efter hvert tilsyn udarbejdes en rapport der offentliggøres på miljøstyrelsens portal ”Digital miljøadministration” DMA på www.dma.mst.dk. Rapporten beskriver kort virksomheden eller landbruget, hvornår der er ført tilsyn, og hvad der er først tilsyn med. Derudover fortæller rapporten om der er meddelt påbud, forbud eller indskærpelser, og om der er konstateret jordforurening.
Jammerbugt Kommune har valgt kun at offentliggøre de minimumsoplysninger, der kræves ifølge miljøtilsynsbekendtgørelsens § 11. Rapporten offentliggøres senest 4 måneder efter tilsynet. Offentliggørelsen sker i overensstemmelse med de begrænsninger, der følger af offentlighedsloven, forvaltningsloven og lov om aktindsigt i miljøoplysninger. Virksomheder og landbrug har forinden mulighed for at se rapporten og komme med bemærkninger. Øvrige oplysninger fra tilsynet offentliggøres ikke.