I analysen har vi screenet for påvirkninger af byer og boliger samt de menneskelige påvirkninger ved klimaforandringer.
Byer og boliger
Mange landsbyer, enkeltbeliggende ejendomme i det åbne land og sommerhuse ligger i områder, hvor det terrænnære grundvand står højt. Med en forventning om at dybden til det terrænnære grundvand vil mindskes grundet forventet mere nedbør, kan husejere og grundejere opleve at have vand i kældre og omkring huset.
Menneskeligt kan det have psykiske følgevirkninger for berørte borgere, som følge af stress pga. evakuering eller tabt ejendom. Derfor er det vigtigt, at der ved al byggeri tages højde for klimaforandringerne for at sikre borgernes investeringer i boliger. I områderne 1, 2, 5, 6, 9, 10 og 17 bør der særligt være fokus på stigende terrænnært grundvand. Samtidig skal der alle steder være fokus på, at de øgede mængder nedbør kan give udfordringer med afstrømning af overfladevand på terræn, hvilket er mere betinget af den enkelte bebyggelses placering i landskabet.
Det er over kommunens serviceniveau at tage hånd om udfordringerne med det terrænnære grundvand, og derfor er det op til boligejere og grundejere at lave foranstaltninger til forebyggelse af vand i huse.
Byerne Blokhus og Aabybro repræsenterer hver for sig byer med samme udfordring, men med forskellige krav til handling. Begge byer har høj befæstelsesgrad og oplever en stor interesse i byomdannelse og fortætning.
Blokhus (område 6)
Blokhus er en vigtig turistby i kommunen, men der er også et stigende antal fastboende borgere i byen. Byen er spildevandskloakeret og regnvand nedsives lokalt. Byen er tæt bebygget og der er en høj grad af befæstelse, hvilket forventes øget i fremtiden, da det er et attraktivt turistområde med investeringsinteresse. Området er præget af højtstående terrænnært grundvand, og Blokhus Bæk løber gennem byen og er sårbar over for store mængder af nedbør. Generelt er Blokhus en by hvor man bør forsinke vandet mest muligt, og aflede over tid så man undgår at vandet står uhensigtsmæssige steder.
Aabybro (område 17)
Aabybro er kommunens største by med 6.000 indbyggere, og den korte afstand til Aalborg medfører øget bosætning. Der sker både fortætning af midtbyen og udbygning af nye parcelhusområder mod nord og øst. Hovedparten af byen er separatkloakeret, og de nyere boligudstykninger er spildevandskloakeret med lokal håndtering af regnvand. Overfladevand fra byen ledes til Ryå. Det terrænnære grundvand står generelt højt i området. Screeningsdata er mangelfuldt i området, men data fra Jammerbugt Kommunes “Signaturprojekt: Varsling af lokale oversvømmelser” viser, at der historisk har stået vand på terræn. Generelt er Aabybro en by hvor man gerne vil have vandet væk hurtigst muligt, her er vandets infrastruktur - dvs. helheden af afledning af vand i fokus for ikke at belaste vandløb, som fungerer som vandmodtagere, over kapacitet.
De øvrige hovedbyer Fjerritslev, Brovst og Pandrup er ikke umiddelbart i risiko for oversvømmelser, men i forbindelse med byudvikling og ny planlægning skal det fortsat sikres, at der udvikles med øje for en vandhåndtering, der er robust over for fremtidige klimaforandringer.
Sommerhuse
I de seneste år er befolkningen i sommerhusområderne vokset med over en tredjedel. Der bor ca. 640 borgere i sommerhusområder, og i alt 740 borgere i andre typer ferieboliger og sommerhuse spredt i hele kommunen. Der er flest beboere i områderne ved Hune/Blokhus, Grønhøj, Saltum og nord for Fjerritslev.
Når sommerhusområderne i stigende grav anvendes året rundt, stiller det nye krav til områdernes beskaffenhed, herunder håndtering af spildevand og regnvand. Det gælder særligt i vinterhalvåret, hvor der kan forventes stadig stigende nedbørsmængder, og hvor det terrænnære grundvand står tættest på jordoverfladen. Hovedparten af sommerhusområderne har privat spildevandshåndtering, som kan blive udfordret af de stigende vandmængder.
Oversvømmelse kan medføre helbredsmæssige konsekvenser, hvis spildevandsanlæg og kloakker oversvømmes. I Jammerbugt Kommune er der især i område 1 og 6, der er store sammenhængende sommerhusområder med individuelle spildevandsløsninger.
I forhold til tørke kan det i sommermånederne være sårbart i sommerhusområder, hvor både huse og naturområder i tørkeperioder er særlig sårbar for brand.
Der er opsat holdere til branddaskere rundt omkring i sommerhusområderne, disse bør jævnligt tilses, og sommerhusejere kan endvidere finde vigtig information om undgåelse af brande i og omkring sommerhuse her. Dette kan være med til at mindske ængstelse for sommerejerne.
Tørke og hede
Hedebølge kan medføre flere sygdomstilfælde og dødsfald pga. dehydrering og hedeslag. Ældre borgere, der udgør en voksende andel af befolkningen i Jammerbugt Kommune, er i risikogruppen. I 2005 udgjorde 4.299 borgere over 70 år 11 % af kommunens befolkning. I 2021 udgjorde 6.854 i samme aldersgruppe 18% af befolkningen. Ifølge Jammerbugt Kommunes befolkningsprognose (2022) vil der i 2033 være 8.249 borgere over 70 år, som vil udgøre 22% af befolkningen.
I forbindelse med byplanlægning skal der være fokus på at indtænke arealer, hvor der er skygge samt at begrønning kan have en kølende effekt på byrummet.