I Jammerbugt Kommune er hovedparten af kloakanlæggene ved kendelser og gennem spildevandsplanlægningen optaget som Forsyningens spildevandsanlæg og Forsyningen har ansvaret for kloakanlæggenes drift og vedligeholdelse.
Nye spildevandsanlæg, der er planlagt i denne spildevandsplan, skal anlægges og drives som Forsyningens afløbsanlæg, hvis ikke andet er nævnt eller fremgår af kort. Ved spildevandsanlæg forstås i denne forbindelse alle former for anlæg, som anvendes til afledning og/eller rensning af spildevand herunder tag- og overfladevand samt vejvand.
Planlægges et spildevandsanlæg udført af en privat bygherre, skal projektet herfor godkendes af Jammerbugt Kommune og Forsyningen inden anlægsarbejdet må påbegyndes. Forsyningen stiller vilkår for overtagelse af spildevandsanlægget - herunder krav om etablering af forsinkelse for afledning af overfladevand samt krav om udmatrikulering af areal til Forsyningen ved bassiner og pumpestationer.
I Forsyningens kloakerede områder skal alle spildevandsanlæg, der alene tjener som afløb fra den enkelte ejendom, og som er beliggende på denne, udføres, drives og vedligeholdes af grundejeren og på dennes bekostning.
I kloakerede områder skal vejafvandingsanlæg, der alene afvander private fællesveje, og som er etableret efter 2006, udføres, drives og vedligeholdes af de grundejere, der har pligt til at vedligeholde vejen.
Udgifter til anlæg, drift og vedligeholdelse af vejafvandingsanlæg for kommuneveje, hvor anlægget alene tjener til afvanding af vejen, afholdes af Jammerbugt Kommune.
Udgifter til anlæg, drift og vedligeholdelse af vejafvandingsanlæg for statsveje i Jammerbugt Kommune afholdes af Vejdirektoratet.
I veje med kloakker er vejbrønde (rendestensbrønde) med tilhørende stikledninger til hovedledningen altid en del af vejanlægget og vedligeholdes sammen med dette.
Jammerbugt Kommune fører tilsyn med andre private spildevandsanlæg. Kommunen giver tilladelse og kan stille krav til ejendommes tilslutning til private eller Forsyningens kloakanlæg. Husspildevand og industrispildevand skal altid afledes til kloakken. Det afhænger af denne plans bestemmelser om tag- og overfladevand skal afledes til kloakken eller skal nedsives på egen grund eller bortledes på anden måde.
Forsyningen kan efter en konkret vurdering vælge at tilbyde tilslutning til Forsyningens spildevandsanlæg af et eksisterende privat fælles spildevandsanlæg, idet spildevandsanlægget forbliver privat.