Forudsætningen for at give et påbud er, at en ejendoms eksisterende spildevandsanlæg ikke fungerer miljømæssigt forsvarligt. I forbindelse med udstedelse af påbud i de udpegede oplande, er der 3 konkrete dokumentationskrav, der skal være opfyldt.
- Ejendommens afløbsforhold og udledningssted skal være fastlagt.
- Ejendommens udledning skal bidrage til forurening af den recipient, hvortil der udledes. Ejendommens udledning skal alene bidrage til faktisk forurening af en nedstrøms liggende recipient. Det er ikke afgørende for meddelelse af påbud, om den enkelte ejendoms bidrag til forureningen af det pågældende vandløb eller sø er stort eller lille, idet ingen ejendom har krav på en ret til at forurene i et eller andet omfang. Modtageren af påbuddet kan således ikke stille krav om, at ejendommens bidrag til forurening er dokumenteret gennem konkrete målinger eller analyser.
- Recipienten, der udledes til, skal dokumenteret være forurenet med spildevand i et omfang, der gør, at den vedtagne målsætning for recipienten ikke er opfyldt.
For at opfylde punkt 1 og 2 har kommunen gennemført en registreringsfase, hvor afløbsforholdene ved den enkelte ejendom er registreret.