Ved spildevandsanlæg forstås anlæg til afledning og rensning af hus- og industrispildevand samt tag- og overfladevand fra byer og fra spredt bebyggelse.
Forsyningens spildevandsanlæg:
Dette er kloak- og renseanlæg tidligere etableret som offentlige kloakanlæg efter kendelse eller optaget som offentlige gennem tidligere spildevandsplanlægning. Til disse spildevandsanlæg hører stikledninger frem til skel for den tilsluttede ejendom eller til grænsen for fællesprivat anlæg.
Jammerbugt Forsyning A/S står for anlæg og drift af Forsyningens spildevandsanlæg.
Andre spildevandsanlæg:
Et spildevandsanlæg, der betjener én eller flere ejendomme, er et andet spildevandsanlæg, når anlægget drives og/eller vedligeholdes af grundejeren. Et andet spildevandsanlæg kan være tilsluttet Forsyningens spildevandsanlæg.
Vejafvandingsanlæg:
Spildevandsanlæg, der tjener til afvanding af vejanlæg hører også til kategorien ”andre spildevandsanlæg”.
Kloakanlæg, fællessystemer:
Et fælleskloakeret spildevandsanlæg er et enstrenget kloaksystem, hvor spildevand og regnvand afledes i samme ledningssystem. I fælleskloakerede områder kan det være tilladt at aflede drænvand fra omfangsdræn fra bygninger i det kloakerede områder til Forsyningens spildevandsanlæg.
I fællessystemer er der normalt et eller flere overløbsbygværker til aflastning af opspædet spildevand til bassin og/eller recipient, så kloakledninger og renseanlæg ikke bliver overbelastet ved store nedbørshændelser.
Kloakanlæg, separatsystemer:
Et separatkloakeret spildevandsanlæg kan være et tostrenget kloaksystem, hvor spildevandet og overfladevandet afledes i hvert sit ledningssystem, dvs. via henholdsvis en spildevandsledning og en regnvandsledning, eller det kan være et enstrenget kloaksystem (spildevandskloakeret), hvor kun spildevandet afledes via en spildevandsledning og hvor det er grundejernes eget ansvar at bortskaffe overfladevandet enten ved individuelle løsninger (f.eks. nedsivning) eller ved fællesprivate løsninger.
Spildevandet ledes til renseanlæg. Regnvandet ledes - eventuelt gennem et bassin - til den nærmeste egnede recipient eller nedsives på egen grund.
I separatkloakerede områder er det tilladt at tilslutte omfangsdræn fra kloakerede bygninger til regnvandskloakken.
I spildevandskloakerede områder er det ikke tilladt at tilslutte omfangsdræn fra kloakerede bygninger til spildevandskloakken.
Drænsystemer
I flere sommerhusområder langs kysten er der etableret drænsystemer, der har til formål at sænke grundvandsspejlet af hensyn til nedsivnings-anlæggenes funktion. Det samlede areal for disse drænoplande udgør ca. 820 ha. Jammerbugt Forsyning A/S ejer og driver disse drænanlæg, som sænker grundvandsspejlet.
Drænudløbene fra disse områder består af en blanding af grundvand, overflade- og regnvand samt renset spildevand. Udledningen sker til lokale grøfter/vandløb eller direkte til havet (Jammerbugten). Udledningen må ikke forringe den planlagte målsætning for recipienterne – ligesom udledningen ikke må omfatte okker i mængder, der kan skade vandløbenes dyre- og planteliv. Der bliver årligt udtaget prøver fra drænudløbene for at sikre vandkvaliteten.