I forbindelse med den løbende fornyelsesplanlægning vurderer Jammerbugt Kommune og Forsyningen, om det er hensigtsmæssigt at ændre en bestående fælleskloak til separatkloak. Beslutning om en sådan ændring skal fremgå af kommunens spildevandsplan eller et tillæg til denne. Når kloakken bliver ændret, føres der som udgangspunkt to nye kloakstik frem til de berørte ejendomme. Stikledninger afsluttes, hvor det er muligt, med synlige skelbrønde ca. 1 meter inde på grunden – eller til grænsen for privat fælles anlæg (andre anlæg). Grundejerne skal herefter for egen regning sørge for, at ejendommens kloak separeres i tag- og overfladevand (regnvand) og husspildevand (husholdningsspildevand) samt tilslutte dette til de to skelbrønde/stikledninger.
Drift og vedligeholdelse af skelbrønde inkl. dæksel og tilslutningen til stikledningen på det almene spildevandsanlæg påhviler grundejeren. Forsyningens ansvar for drift og vedligeholdelse begrænses af den matrikulære skelgrænse til ejendommen. Drift og vedligeholdelse af brønde og ledninger indenfor matriklen er grundejerens ansvar.
Jammerbugt Kommune og Forsyningen har generelt en positiv holdning til lokal nedsivning af tag- og overfladevand. Det betyder, at i områder hvor den eksisterende fælleskloak omlægges til separat kloak, har grundejerne mulighed for at vælge at nedsive tag- og overfladevand lokalt på grunden.
Nye boliger og ved større ombygning af en bestående ejendom, anbefales ejendommens kloakker udført som separatkloak eller spildevandskloak. Indtil området separatkloakeres, skal ejendommens spildevandskloak og regnvandskloak samles i ejendommens skelbrønd.