Grundvandet i Danmark har en sådan kvalitet, at det de fleste steder kan anvendes som drikkevand uden anden behandling end lutfning og filtrering. For at der fortsat kan indvindes rent grundvand til drikkevand, er det nødvendigt at beskytte grundvandet mod forurening.
Staten har gennemført en omfattende kortlægning af geologien og grundvandet i Danmark og har på den baggrund udpeget områder, hvor der er et særligt behov for beskyttelse. Kommunerne skal sikre grundvandsbeskyttelsen i de områder, og det sker bl.a. gennem indsatsplanlægning.
Hvad er en indsatsplan?
En indsatsplan for grundvandsbeskyttelse er en plan, som fastsætter, hvilke tiltag der er nødvendige for at beskytte grundvandet i et nærmere afgrænset indsatsområde. Planen angiver, hvem der har ansvaret for at gennemføre de nødvendige indsatser og en tidsplan for gennemførelsen. Hensigten med indsatsplanen er således, at der inden for områder med særlige drikkevandsinteresser (OSD) og indvindingsoplande til almene vandforsyninger uden for OSD sikres en tilstrækkelig uforurenet grundvandsressource til dækning af det nuværende og fremtidige behov for drikkevand.
Denne indsatsplan skal medvirke til beskyttelse af grundvandet inden for to områder med særlige drikkevandsinteresser (OSD) i Jammerbugt Kommune, OSD Pandrup og OSD Tingskov/Brovst, og indvindingsoplande til almene vandværker uden for OSD, som ligger inden for kortlægningsområdet.
Indsatsplanen er udarbejdet i henhold til § 13 og 13 a i lovbekendtgørelse nr. 118 af 22. februar 2018 om vandforsyning m.v. (vandforsyningsloven) samt bekendtgørelse nr. 912 af 27. juni 2016 om indsatsplaner. Indsatsplanen er vedtaget efter vandforsyningslovens § 13, hvor staten har udpeget indsatsområde.
Som baggrund for indsatsplanen har Naturstyrelsen Aalborg gennemført en detaljeret kortlægning af grundvandsressourcen. Her foruden en registrering af arealanvendelse samt kortlægning af mulige forureningskilder. Resultatet af kortlægningen er bl.a. overleveret til Jammerbugt Kommune gennem en sammenfattende redegørelsesrapport for grundvandskortlægningen i Pandrup og Tingskov/Brovst kortlægningsområde. Redegørelsen danner baggrund for denne indsatsplan.
En indsatsplan er et dynamisk værktøj, hvor effekten af indsatserne og behovet for disse løbende vurderes. Planen kan revideres, hvis effekten af indsatserne udebliver, hvis ny teknologi giver mulighed for bedre og evt. billigere indsatser, eller ny viden ændrer forudsætningen for de valgte indsatser.
Udpegninger og beskyttelseszoner
På baggrund af den statslige grundvandskortlægning er der lavet forskellige udpegninger og beskyttelseszoner, hvor der er behov for en særlig indsats for at beskytte grundvandet. Følgende beskyttelsesområder inddrages i indsatsplanlægningen:
Kortlægningsområde
Det område, hvor aktiviteterne i den nationale afgiftsfinansierede grundvandskortlægning foregår.
Område med særlige drikkevandsinteresser (OSD)
Områder med grundvand af høj kvalitet og i så stor mængde, at det samlede fremtidige lokale og regionale drikkevandsbehov kan imødekommes. Udpegningen tager bl.a. udgangspunkt i grundvandsressourcens størrelse, kvalitet og naturlige beskyttelse. Denne indsatsplan omfatter OSD 1434 Pandrup og OSD 1440 Tingskov/Brovst.
Indvindingsopland (IOL) og grundvandsdannende opland
Indvindingsoplandet afspejler det område i grundvandsmagasinet, hvorfra et vandværk indvinder grundvand, og hvor grundvandet strømmer hen imod boringen. Området ved terræn, der bidrager med nedbør som grundvandsdannelse til indvindingen, kaldes for det grundvandsdannende opland.
Følsomme indvindingsområder
Delområder inden for områder med særlige drikkevandsinteresser eller inden for indvindingsoplande til almene vandværker, hvor grundvandet er særligt følsomt over for en eller flere typer forurening. Det angives, hvilken eller hvilke typer af forurening områderne anses for følsomme overfor. Udpegningen sker på baggrund af hydrogeologiske kriterier sammenholdt med stofspecifikke forhold og grundvandets aktuelle forureningstilstand.
Indsatsområder
Delområder inden for de følsomme indvindingsområder, hvor en særlig indsats er nødvendig for at beskytte grundvandet og drikkevandsinteresserne. Områderne udpeges på baggrund af en vurdering af arealanvendelsen, forureningstrusler og den naturlige beskyttelse af grundvandet. Indsatsområdet i denne indsatsplan dækker over OSD 1434 Pandrup og OSD 1440 Tingskov/Brovst samt indvindingsoplande til de almene vandværker inden for kortlægningsområdet.
Boringsnære beskyttelsesområder (BNBO)
Udpeges i umiddelbar nærhed af vandindvindingsboringer til almene vandværker. Nær en vandindvindingsboring kan der opstå en såkaldt ”tragteffekt”, som kan medføre, at stoffer som fx gødning og pesticider, der sprøjtes på jorden rundt om boringen, kan blive suget ned mod det grundvand, der pumpes op i boringen. Som følge af den korte afstand og transporttid til boringen er mulighederne for afværgeforanstaltninger ved evt. grundvandsforurening ringere, og der kan derfor inden for BNBO laves tiltag til sikring af grundvandet.
Jammerbugt Kommune har fået beregnet BNBO ved vandværkernes indvindingsboringer.
Sådan er planen blevet til
Denne indsatsplan for grundvandsbeskyttelse i OSD Pandrup og OSD Tingskov/Brovst er udarbejdet af Jammerbugt Kommune.
Jammerbugt Kommune har i forbindelse med udarbejdelsen af indsatsplanen afholdt møde for de berørte vandværker, og vandværkerne er inddraget i processen.
Grundvandsrådet, der er Jammerbugt Kommunes lovpligtige koordinationsforum, er løbende blevet orienteret om status for indsatsplanlægningen og inddraget i processen. Forslaget har været forelagt Jammerbugt Kommunes Grundvandsråd til drøftelse.
Forslaget til indsatsplanen er i offentlig høring i perioden fra den 24-10-2019 til den 16-01-2020. Enhver har været velkommen til at komme med bemærkninger og ændringsforslag.
Det videre forløb
For at sikre indsatsplanens virkning er der behov for løbende at:
- Sikre at de konkrete indsatser beskrevet i indsatsplanen bliver gennemført.
- Vurdere om de forudsætninger, der ligger til grund for de konkrete indsatser, stadig er gældende.
- Evaluere indsatsplanens effekt i forhold til målsætningerne.
Til at foretage ovenstående vurderinger mødes grundvandsrådet et år efter, at planen er vedtaget. Grundvandsrådet vurderer herefter, hvor ofte der er behov for at mødes.
Læsevejledning
Denne indsatsplan består af to dele: En handlingsplan og en redegørelse.
Handlingsplanen beskriver de indsatser, som er nødvendige for at sikre drikkevandsinteresserne i indsatsområdet. Der er opstillet en oversigt over de konkrete indsatser, som skal gennemføres inden for de enkelte vandværkers indvindingsoplande, hvem der har ansvaret og en tidsplan for de enkelte indsatser.
Derudover opstilles retningslinjer, som er styrende for kommunens myndighedsudøvelse f.eks. i forbindelse med tilladelser eller godkendelser. Retningslinjerne beskriver, hvad kommunen vil lægge vægt på i sin daglige sagsbehandling inden for indsatsområdet. Retningslinjerne er ikke bindende for borgerne, men kommunen forpligter sig til at følge retningslinjerne.
Redegørelsen beskriver baggrunden for indsatsplanen, herunder en gennemgang af vandværkerne inden for indsatsområdet og opsummering af resultaterne fra statens kortlægning i forhold til beskyttelsesniveau, grundvandskvalitet, arealanvendelse og forureningskilder. For en mere detaljeret redegørelse henvises til baggrundsrapporterne.