Råstofområder

Region Nordjylland udpeger råstofgraveområder og råstofinteresseområder i råstofplanen. Graveområderne omfatter igangværende råstofgrave og planlagte råstofgraveområder i planperioden, mens råstofinteresseområderne er områder, hvor den endelige afvejning af råstofinteresser i forhold til andre arealinteresser ikke er afsluttet, eller områder hvor råstofinteressen først bliver aktuel efter de 24 år, som råstofplanen omfatter.

Ved råstofindvinding graves overjorden bort, hvilket kan medføre, at eventuelle beskyttende lerlag over grundvandsmagasinet fjernes, og grundvandet udsættes for en forøget risiko for forurening. Selve indvindingen påvirker normalt ikke grundvandskvaliteten, men tilførsel af jord, spild af olie eller andre miljøfremmede stoffer kan indebære en forureningsrisiko.

Det er afgørende for grundvandsbeskyttelsen, at de efterbehandlede råstofgrave ikke anvendes på en måde, som kan medføre forurening af grundvandet. Ved valg af de fremtidige anvendelser bør der opstilles vilkår for arealets drift såsom forbud mod anvendelse af gødning og pesticider samt krav til arealets plantedække.

Inden for OSD Pandrup og OSD Tingskov/Brovst er der ikke aktive råstofområder, og der er kun begrænsede områder med råstofgravning inden for indvindingsopland uden for OSD, primært i indvindingsoplandet til Pandrup Vandværk.