Enkeltindvindere

Det overordnede mål for enkeltindvindere:

  • Alle ejendomme i kommunen skal have mulighed for tilslutning til et alment vandværk

For at opfylde det overordnede mål har Jammerbugt Kommune opstillet følgende retningslinjer:

  • De få resterende ejendomme, som ligger udenfor et alment vandværk vandforsyningsområde, skal på længere sigt have mulighed for tilslutning til almene vandværk.

Kommunens sagsbehandling

  • Kommunen vil anbefale, at ejere af enkeltanlæg lader vandet kontrollere mindst hvert femte år og oftere, hvis der er problemer med vandkvaliteten.
  • Kommunen vil følge op på analyseresultater ved enkeltindvindere.
  • Kommunen vil ikke give tilladelse til etablering/benyttelse af boring til drikkevandsformål, såfremt ejendommen er tilkoblet alment vandværk med mindre vandværket ikke kan forsyne ejendommen.
  • Kommunen vil som udgangspunkt ikke meddele tilladelse til udførelse af ny drikkevandsboring, hvis vandkvaliteten i en privat brønd eller boring ikke overholder de gældende kvalitetskrav, og ejendommen kan forsynes fra vandværket på rimelige vilkår. Undtaget er enkeltindvindingsanlæg med indvinding >3.000 m³ pr. år, da disse ikke har krav på eller pligt til tilslutning til almen forsyning, selvom de er placeret i et alment vandværks naturlige forsyningsområde
  • Kommunen vil sikre, at såfremt vandværket træffer aftale om at tilslutte en forbruger via en af ledningsnettets yderledninger, skal vandværket forsat sikre en god vandkvalitet hos forbrugeren. De nødvendige foranstaltninger skal træffes forud for tilslutningen således forbrugeren ved på hvilke vilkår de kan få leveret vandværksvand.

Kommunen har ca. 330 enkeltindvindere og kun få af disse ligger udenfor et vandforsyningsområde. Det vurderes, at alle enkeltindvindere beliggende indenfor et forsyningsområde vil kunne forsynes med drikkevand til en almindelig husstand, såfremt boringen sløjfes. Der er enkelte ejendomme i kommunen beliggende i Tingskoven, hvor der er langt til nærmeste vandforsyningsledning (1.200 - 1.500 meter). Det forventes ikke, at ejendommene kan indlemmes i et vandforsyningsområde i den kommende planperiode.

Vandkvaliteten ved enkeltindvindere i kommunen er af svingende kvalitet. Der er ikke længere et krav om, at ejendomme med privat boring skal analysere vandet. Der foretages kun analyse for et begrænset antal parametre af drikkevandet. Oftest er det koncentrationen af nitrat, der giver anledning til overskridelser. Modtager Jammerbugt Kommune analyser hvor vandkvalitetskravene ikke er overholdt følges Miljøstyrelsens vejledning.