Det overordnede mål for beskyttelse af grundvandsressourcen er:
- Forsyningen af drikkevand skal ske på grundlag af rent grundvand.
For at opfylde det overordnede mål har Jammerbugt Kommune opstillet følgende retningslinjer:
- Drikkevandet skal som udgangspunkt baseres på rent grundvand, der kun gennemgår almindelig vandbehandling, hvilket vil sige afgasning, iltning og sandfiltrering.
- For at sikre beskyttelsen af grundvand, skal der ved planlægning af nye områder til skov, natur og rekreative formål tages højde for grundvandsinteresserne.
- Indvindingsoplande skal som udgangspunkt friholdes for udspredning af spildevandsslam.
Kommunens sagsbehandling
- Kommunen vil vægte forsigtighedsprincippet tungt i sagsbehandlingen samt planlægningen ift. beskyttelse af grundvand inden for OSD og indvindingsoplande.
- Kommunen vil have fokus på grundvandsbeskyttelse i forbindelse med tilsyn med landbrug, virksomheder og benzin- og olietanke i OSD og indvindingsoplande.
- Kommunen vil ved alle tilsyn på ejendomme registrere sløjfede olietanke og olietanke, der er i brug.
- Kommunen vil ved etablering af fx. ajlebeholdere, møddingspladser, gyllebeholdere og olietanke indenfor OSD og indvindingsoplande foretage en konkret vurdering af risikoen for påvirkning af grundvandet.
- Kommunen vil ikke give tilladelse til etablering af olietanke indenfor en radius på 50 meter fra vandværksboringer. Olietanke indenfor en radius på 300 meter må ikke nedgraves, dette inkl. rørføring. Nedgravning af rørføring kan dog i specielle tilfælde tillades, hvis de sikres ved dobbelt forerør.
- Kommunen vil ikke give tilladelse til etablering af vandværksboringer til drikkevandsformål indenfor 300 meter til eksisterende nedsivningsanlæg for husspildevand.
- Kommunen vil som udgangspunkt ikke give tilladelse til dybereliggende jordvarmeanlæg, grundvandskølingsanlæg med reinjektion m.v. inden for indvindingsoplande.
- Kommunen vil som udgangspunkt ikke give tilladelse til nye råstofgrave eller udvidelse af eksisterende i indvindingsoplande. Ved en råstofindvinding skal grundvandsressourcen beskyttes mod forurening, både under indvindingen og i forbindelse med efterbehandling.
- Kommunen vil kun give tidsbegrænset tilladelser til udvidet vandbehandling, og der skal foreligge en handlingsplan for, hvordan vandværket i fremtiden vil indvinde rent grundvand. Undtagelsesvist vil der kunne undlades en handlingsplan ved naturligt forekommende stoffer, og der ikke er mulighed for erstatningsvand.
Ubenyttede boringer
- Kommunen vil ved alle tilsyn på ejendomme registrere ubenyttede brønde og boringer.
- Kommunen vil stille krav om, at brønde og boringer, der bliver overflødige efter, at en ejendom er blevet tilsluttet et alment vandværk eller anden vandforsyning, skal sløjfes.
- Kommunen vil ikke give tilladelse til fortsat brug af tidligere anvendte drikkevandsboringer/brønde til havevanding og bilvask. Der kan gives dispensation til fortsat brug, hvor tidligere anvendte drikkevandsboringer/brønde ønskes anvendt til markvanding, gartneri, større dyrehold eller lignende, hvor virksomheden er registreret med CVR nr.
- Kommunen vil stille krav om, at ubenyttede boringer ved vandværker og erhverv (primært markvanding) skal sløjfes.
Kommunens administration af kommunalt ejede arealer
- Kommunen vil ved forhandling af forpagtningsaftaler for kommunale arealer inden for BNBO til almene vandværksboringer indføre forbud mod anvendelse af pesticider.
- Kommunen vil friholde offentlige arealer for brug af pesticider med undtagelse af, at der kan bekæmpes visse invasive arter.
Information til borgere/erhverv
- Kommunen vil via Grundvandsafdelingens pjece "Vild have" informere om brugen af pesticider i private haver.
- Vandværker skal informere beboere i indvindingsoplande om forebyggende grundvandsbeskyttelse.
Kommunen vil i den daglige sagsbehandling sikre beskyttelsen af vandværkernes indvindingsområder, samt sikre at grundvandsbeskyttelsen generelt vægtes højt. Under retningslinjerne ses der nogle konkrete tiltag i sagsbehandlingen, der skal sikre en bedre beskyttelse af grundvand. Kommunen vil i den kommende planperiode bl.a. have fokus på at ubenyttede boringer bliver opsporet og sløjfet.
Kommunen vil i den kommende periode friholde kommunale arealer for brugen af pesticider. Visse kommunale arealer bliver bortforpagtet, og kommunen vil på disse stille krav om, at der ikke benyttes pesticider, såfremt de ligger indenfor BNBO til almene vandværkers boringer.
Der skal i den kommende planperiode være mere information til borgerne omkring grundvandsbeskyttelse i dagligdagen. Dette omfatter især brugen af pesticider i private haver. I indsatsplanerne for grundvandsbeskyttelse er der i handlingsplanen fastlagt at vandværkerne skal sørge for, at parcelhuse i indvindingsoplande bliver informeret om forebyggende grundvandsbeskyttelse.