De forskellige anlægstyper defineres som følgende:
- Et alment vandværk forsyner mindst 10 husstande.
- Et større enkeltanlæg indvinder vand til f.eks. industrier til brug i produktionen, nødforsyning eller til vanding af afgrøder på marker og i væksthuse.
- Et mindre enkeltanlæg forsyner færre end 10 husstande, de fleste anlæg forsyner kun én ejendom. Kategorien omfatter ikke-almene vandværker og ejendomme med egen boring eller brønd.
Forsyningen med drikkevand til ejendomme i Jammerbugt Kommune varetages af 38 private almene vandværker. De almene vandværker kan ses i kapitlet Vandværker". Udover de almene vandværker er der ca. 100 større enkeltanlæg, som indvinder vand til industri samt markvanding. Derudover findes ca. 330 brønde og boringer til forsyning af ejendomme i det åbne land (mindre enkeltanlæg). Antallet af mindre enkeltanlæg bliver stadig færre i takt med, at ejendommene tilsluttes et alment vandværk.
Der er desuden 4 fordelingsvandværker, som ikke har egen boring, men fordeler vand indvundet af andre almene vandværker. Fordelingsvandværkerne har hvert sit eget vandforsyningsområde. Fordelingsvandværkerne og deres vandforsyningsområde kan ses i kapitlet Vandværker.
Den samlede registrerede vandindvinding i Jammerbugt Kommune var i 2021 på ca. 4,3 mio. m3. De almene vandforsyninger indvandt størstedelen af vandet, mens de mindre enkeltanlæg indvandt 1-2 % af forbruget. Vandindvindingen for de mindre enkeltanlæg måles ikke, men er skønnet til 170 m3 pr. ejendom pr. år.
Anlæg | Vandindvinding [m3] | Indvindingstilladelse [m3/år] |
Almene vandværker | Ca. 3,6 mio. | Ca. 4,6 mio. |
Markvanding og anden vanding | Ca. 0,23 mio. | Ca. 1,86 mio. |
Industri/Landbrug | Ca. 0,44 mio. | Ca. 0,78 mio. |
Private boringer, små anlæg | Ca. 0,06 mio. | Kun få med tilladelse |
Samlet indvinding af grundvand | Ca. 4,3 mio. | Ca. 7,2 mio. |
Tabel: Vandindvinding fordelt på forskellige anlægstyper.
Import og eksport af vand over kommunegrænsen
Langs kommunegrænsen forsynes enkelte ejendomme og spredt bebyggelse på tværs af kommunegrænsen. Det betyder, at enkelte vandværker i Jammerbugt Kommune forsyner mindre områder i nabokommunerne, og at nogle borgere i Jammerbugt Kommune får vand fra vandværker i nabokommunerne.
Følgende vandværker forsyner med drikkevand over kommunegrænsen til ejendomme i nabokommuner:
- Aabybro Vand - Vildmoseværket (Aalborg Kommune).
- Saltum Vandværk (Brønderslev Kommune).
- Ellidsbøl Vandværk (Thisted Kommune).
- Forsyningsselskabet Bonderup via Aggersund Fordelingsvandværk (Vesthimmerland Kommune).
- Nørhalne Vandværk (Aalborg Kommune).
Følgende vandværker forsyner ejendomme med drikkevand i Jammerbugt Kommune:
- Luneborg Vandværk (Aalborg Kommune).
- Løkken Vandværk (Hjørring Kommune).