Alle almene vandværker har pligt til jævnligt at kontrollere vandet fra boringer, vandværket og i ledningsnettet. Omfanget og hyppigheden af analyserne afhænger af, hvor meget vand vandværket producerer. Bekendtgørelsen om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg giver rammerne for, hvilke stoffer der som minimum skal analyseres for og hvor ofte.
Analyserne skal foretages af laboratorier, der er akkrediteret til drikkevandsanalyser. Udgifter i forbindelse med kontrollen afholdes af vandværket. Er grænseværdierne overskredet, og er der tale om en sundhedsmæssig risiko, skal vandværket informere forbrugerne.
Kommunen fører tilsyn med vandkvaliteten og har pligt til at reagere, hvis grænseværdierne for drikkevand overskrides. Hvis der ved en drikkevandsanalyse konstateres overskridelse, har Jammerbugt Kommune som tilsynsmyndighed pligt til:
- at forsøge at afdække årsagen til problemerne, herunder kontakte den ansvarlige for anlægget og udføre teknisk tilsyn på anlægget.
- at meddele henstilling/påbud med krav om, at der iværksættes udbedrende foranstaltninger til genoprettelse af en tilfredsstillende vandkvalitet.
- at meddele påbud om, hvilke foranstaltninger, der skal iværksættes for at imødegå problemerne, hvis vandet i samråd med Styrelsen for Patientsikkerhed bedømmes som sundhedsfarligt, herunder hvilke anvendelsesmæssige begrænsninger der skal meddeles til forbrugerne.
Er der tale om alvorlig bakteriologisk forurening, kan kommunen udstede kogeanbefaling. Er indholdet af pesticider eller nitrat for højt, vil det oftest være nødvendigt at få vand fra et andet vandværk eller lave nye boringer. Ved mindre alvorlige afvigelser fra kvalitetskravene, kan kommunen pålægge vandværkerne at ændre på de tekniske installationer.