Bratskov Vand

Vandforsyningen Brovst og Omegn overtog 2024 fordelingsvandværkerne Arentsminde Vand, Brovst Vand, Fredensdal Vand og Halvrimmen Vand, og skiftede i samme ombæring navn til Bratskov Vand. Vandværket leverer vand til Brovst, Arentsminde og Halvrimmen samt landejendomme omkring byerne.

Der er ét vandværk, og det er beliggende i den nordlige del af Brovst. Råvandet behandles i lukkede filtre, inden det ledes videre til rentvandstankene. Fra rentvandstankene pumpes vandet ud til forbrugerne. Bygninger og tekniske anlæg er i god stand.

Grundvand 
Bratskov Vand har 2 kildepladser med 8 indvindingsboringer (DGU nr. 25.385, 25.399, 25.483, 25.490, 25.491, 25.530, 25.1014 og 25.1015).

Grundvandet indvindes fra et grundvandsmagasin i skrivekridt. Der er ikke et sammenhængende lerlag der beskytter kildepladsen. Vandtypen kan karakteriseres som A.

Vandværket er omfattet af Indsatsplan for Tingskov/Brovst og Pandrup.

Vandkvalitet
Drikkevandet er af tilfredsstillende kvalitet og overholder kvalitetskravene. Indholdet af nitrat er højt (35-37 mg/l), dog under grænseværdien (50 mg/l). Der er plantet skov i en del af indvindingsoplandet til Bratskov Vand, hvor der forventes en effekt indenfor den nærmeste fremtid. Der er konstateret 2,6-dichlorbenzamid (BAM), N,N-dimethylsulfamid (DMS), Methyl-desphenyl-cloridazon og Desphenyl-Chloridazon i drikkevandet, dog hovedsageligt under grænseværdien.

De seneste vandanalyser kan ses her.

Forsyningssikkerhed
Bratskov Vand har ikke ringforbindelse til andre vandværker.

Klimatilpasning
Vandværker i Jammerbugt Kommune skal være opmærksomme på sikring af bygninger og rentvandstanke i forhold til klimaforandringer. I 2022 er der udarbejdet en revideret klimatilpasningsplan, som indeholder en screening af klimarisici i hele kommunen. Klimatilpasningsplanen revideres løbende.

Klimatilpasningsplanen kan ses her.

Indvinding og vandforbrug

Indvindingstilladelse Udløber den 15. oktober 2047
Tilladt indvindingsmængde 400000 m3
Indvinding 292612 m3
Indvindingsreserve 27 %
Vandtab (spild) Ukendt
Antal tilsluttede ejendomme Ca. 2600

Status 2021 

Udvikling i planperioden 
I forsyningsområdet findes der et mindre antal enkeltindvindere, som ikke forventes at påvirke indvindingsmængden væsentligt. Der findes ligeledes et mindre antal husdyrbrug, hvor det forventes at bedriften i fremtiden fortsat vil være forsynet fra egen boring.

Der er i Helhedsplan21 udlagt områder til nye beboelser og erhverv i vandforsyningsområdet til Bratskov Vand. Det forventes dog ikke at påvirke indvindingsmængden væsentligt. 

Bratskov Vand har i dag en indvindingstilladelse på 400000 m3/år, hvilket på baggrund af ovenstående forventes at være tilstrækkeligt i forhold til det fremtidige vandbehov.

Lovkrav til de almene vandværker
Bratskov Vand er ifølge lovkrav forpligtet til følgende:

Lovkrav Lovkrav opfyldt
Den driftansvarlige har gennemført kursus om almindelig vandværksdrift Ja
Den driftansvarlige har gennemført et kursus om grundlæggende hygiejne Ja
Vandværket har indført et kvalitetssikringssystem Ja
Vandværket har en hjemmeside, som indeholder de nødvendige oplysninger for deres forbrugere Ja
Vandforsyningen har et godkendt takstblad pr. 2021 eller senere Nej

Tabellen opdateres løbende.

Plan for Bratskov Vand
For at leve op til målene i Vandforsyningsplanen skal Bratskov Vand:

  • Følge udviklingen i råvandskvaliteten med fokus på nitrat, 2,6-dichlorbenzamid (BAM), N,N-dimethylsulfamid (DMS), Methyl-desphenyl-cloridazon og Desphenyl-Chloridazon i udsatte boringer.
  • Fortsat have fokus på hvordan vandværket fremover skal kunne overholde kravet til indholdet af nitrat i drikkevandet.

Bratskov Vand skal arbejde for at følge målene i Vandforsyningsplanen. Følgende mål er vigtige for forsyningssikkerhed og økonomi:

  • Undersøge muligheden for samarbejde med andre vandværker, herunder fælles administration og ringforbindelser til nabovandværker.

Kontaktoplysninger
Bratskov Vands hjemmeside.